Om os

I mere end ti år har vi drømt om at kombinere vores tilknytning til og kærlighed for området Campi Flegrei med vores interesse for vin. Nu gør vi det!

Vi vil give vinelskende danskere mulighed for at nyde et glas kvalitetsvin fra et område i Italien, som hidtil ikke har fundet vej til danskernes glas. Over en lang årrække har vi opbygget tillidsfulde og stærke relationer til små familiedrevne vinproducenter i Campi Flegrei, hvorfra vi som de første har fået mulighed for at importere vinene til Danmark. Noget vi er både stolte og beærede over.

En kærlighedshistorie …

Luigis bånd med Campi Flegrei er livslangt, da han er født i byen Pozzuoli i Campi Flegrei. Som hovedpersonen i Lone Kellermanns sang mødte Bettina i 1999 på en veninderejse til Italien sin Luigi – og dér begyndte Bettinas kærlighedshistorie med området.

Siden blev vi gift – i Campi Flegrei, naturligvis – og bosatte os i Aalborg. Vi kan dog ikke undvære Campi Flegrei og besøger området – og familien – flere gange hvert år. Både alene, med vores søn Claudio, med venner og familie og Luigi med kursister fra sine italienskhold.

La Dolce Vita

Udover det indlysende skønne ved klimaet og de smukke omgivelser, er det vi holder mest af ved Campi Flegrei den afslappede atmosfære området emmer af – her kan man virkelig nyde la dolce vita med god mad og de lokale vine Falanghina og Piedirosso.

Nu tager vi noget af det med til Danmark. Til vinelskende danskere, som har lyst til at smage på og opleve kærligheden til Campi Flegrei.